ProTruck køber fabriksny Volvo FH16 med 4-akslet blokvogn


12. januar 2015
ProTruck A/S har pr. 2. januar 2015 købt og idriftsat en ny og større lastbil med specialbygget 4-akslet maskintrailer.
ProTruck køber fabriksny Volvo FH16 med 4-akslet blokvogn

ProTruck A/S har pr. 2. januar 2015 købt og idriftsat en ny og større lastbil med specialbygget 4-akslet maskintrailer. Valget faldt på en Volvo FH16-750 pusher trækker med drejbar boogie aksel samt en skræddersyet tysk produceret 4-akslet maskintrailer med seng og overbygning på den forreste del af repos.Både lastbil og sættevogn er både ProTruck og UnikTruck branded med markant logo og navn.

Investeringen i en større egen lastbil og sættevogn markerer en styrket satsning på at kunne reagere hurtigt og fleksibelt på kundernes ønsker, uanset om behovet er en lille eller meget stor gaffeltruck. Med dette vogntog kan ProTruck i eget regi køre alt fra en 800 kilo stabler til en 32 ton gaffeltruck med en egenvægt på op til 47 ton – uden brug af eksterne ressourcer. Det er ambitionen at dette skal give endnu større fleksibilitet og hurtighed når en kunde har behov for materiel og/eller hjælp ved nedbrud.

Maskintraileren er bygget med 3 aktivt drejende og en fast løftbar aksel. Alle aksler er 11 ton Sauer aksler og sættevognen indregistreres med 2 sæt nummerplader. Ét sæt til brug som normal hurtigløber og ét andet sæt til brug som decideret blokvogn. Det første sæt anvendes ved almindelig daglig kørsel, og blokvognspladerne anvendes ved kørsel med store og tunge maskiner. Sættevognen er i øvrigt kendetegnet ved at den er bygget helt specifikt efter virksomhedens ønsker og behov.

Ekvipagen blev afhentet af Salgschauffør Per Kristensen på fabrikken i Tyskland den 2. januar 2014. Vi glæder os til på denne måde at yderligere forbedre vores service overfor vore kunder.