ProTruck A/S søger salgskonsulent / biløkonom til brugte maskiner og udlejning

Er salg, rådgivning og udvikling af forretningsområder lige dig? Så er du måske vores nye kollega.

ProTruck er en af Skandinaviens førende importører og forhandlere af gaffeltruck og lagerteknik og eneforhandler af Hyster gaffeltruck i Danmark. Både salgs- og servicemæssigt dækker vi hele Danmark og siden vores etablering i 2012, har vi været i støt vækst. Hos os vil du blive en del af et dynamisk team af håndplukkede specialister, der hver dag forsøger at gøre en forskel i markedet. Vi leder efter dig, der brænder for salg og kan supportere, rådgive og være med til fortsat at udvikle vores salgsorganisation.

 

Medarbejderens primære arbejdsopgaver:

  • Support til den eksterne salgsorganisation omkring maskiner, teknik, optioner, priser m.v.
  • Professionel rådgivning og support til salgsstyrken omkring finansielle løsninger
  • Direkte salg til og rådgivning af slutbrugere
  • Vedligeholdelse af stamdata og salgslister, herunder sikre daglig opdatering af hjemmeside
  • Deltage i udarbejdelse af serviceordrer til værksted og koordinering af leveringstider
  • Deltage i planlægning af kørsel og transport i forhold til leveringsrækkefølge
  • Udvikling af samarbejde med kunder og leverandører

 

Kvalifikationer:

  • Du er Biløkonom eller lignende og har interesse for køretøjer i bred forstand
  • Du har handelstalent og kan lide rådgivning og salg
  • Du har ideelt set erfaring indenfor gaffeltruck, entreprenørmaskiner, lastbiler, varebiler, biler eller anden beslægtet branche. Du kan have både en teknisk eller en kommerciel indfaldsvinkel til jobbet
  • Du er ambitiøs og pligtopfyldende, og du kan lide at have orden i sagerne
  • Du har flair for både intern og ekstern kundepleje og du kan kommunikere med en bred vifte af forskellige medarbejdere og kundetyper
  • Du er vant til at arbejde med IT i din hverdag, gerne Navision, og du har flair for både teknik og godt købmandskab
  • Du bor centralt i Østjylland
  • Du er god til engelsk og hvis du kan kommunikere på tysk er det et yderligere plu

 

ProTruck tilbyder:

  • Fast stilling i dynamisk virksomhed i sund, kontrolleret vækst
  • Der er tale om en stilling med stor mulighed for personligt at præge din fremtid
  • En attraktiv lønpakke inkl. pensionsordning og sundhedsforsikring
  • Et af markedets absolut bedste produkter og markedets stærkeste salgsteam til at skabe nye opgaver til dig
  • Du får kontor i vores afdeling i Odder samt supplerende mulighed for hjemmekontor

 

Om ProTruck

ProTruck A/S er eneleverandør af Hyster i Danmark. Hyster er én af verdens største producenter af gaffeltruck, og som den eneste aktør dækker vi hele spektret fra 1 – 60 ton i eget brand og med samme høje og ensartede kvalitet over hele produktlinjen. Vores medarbejderstab tæller ca. 90 ansatte – med fortsat pil opad.

Siden etableringen i 2012 har vi oplevet en konstant vækst med vækstrater på over 50% årligt. Vi ønsker derfor at styrke vores interne afdeling for brugt materiel og udlejning med en ny salgskonsulent. Den nye konsulent skal have fokus på salg og rådgivning omkring brugt materiel, udlejning af gaffeltruck og øvrigt kørende materiel og konstant pleje og vedligeholdelse af databaser og salgslister. Arbejdet vil udover dette omfatte generel salgsadministration samt løbende udarbejdelse af kampagner og markedsføring både via egen ekstern salgsorganisation samt online-medier.

 

Kontakt:

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til Afdelingschef Per Kristensen på telefon: +45 29719893.

Din personlige ansøgning mrk. ”Biløkonom eller lignende” samt vedlagt CV sendes til job@protruck.dk.

Alle indkommende ansøgninger vil blive behandlet

fortroligt!